Januar måned er snart forbi, dagene længes og lyset vender tilbage til os. 

Vintergækker og erantis titter frem og husker os på at det pibler og kribler af livskraft under overfladen. 

I vinter har jeg hygget mig med at betragte en mus, der har lavet sit hul lige der hvor fuglenes frø falder ned fra foderbrættet. Den har forstået at indrette sig bekvemt, den stikker hovedet op og fylder munden, så er den væk igen. Det giver gode odds i et kvarter, hvor kattene er mange. 

Vinteren har for mange været fyldt med udfordringer. 

Jeg oplever at mange mennesker har set dybt ind i nogle af livets større udfordringer i det forgangne år. Har vi angst/ uro/stress med os i forhold til nogle af livets aspekter, vil det komme op i lyset i denne tid. Sandsynligvis er det allerede godt i gang med at gnave i de strukturer der har fungeret hidtil. 

Mange skifter spor i livet. Finder veje, der mere passer ind i deres livskraft og lyst til at bruge den. Lytter vi og handler på de hints der kommer om at det er tid at gøre noget andet end vi plejer, kan det gå rimelig smertefrit. Men ofte er de ting der har vist sig i 2022 eller starten af 2023 af en karakter der ikke bare lige smutter med i den daglige drift uden at lave væsen af sig. 

Udfordringerne er i den grad af en kraftfuld natur, så vi bliver bedt om at lave hovedrengøring indeni, sortere hvad der skal med os videre i livet og hvad skal sendes til genbrug... måske endda til destruktion.

Vores syn på os selv forandres samtidig med at vi får tømt pulter ud af gemmerne. Gamle familie-vedtægter belyses. Har jeg haft en bestemt rolle i familien/blandt venner/på arbejde til nu, vil den ofte revne, måske ligefrem eksplodere i tiden og energien der hersker nu. 

Det er tid at definere os påny. Finde den sande form af os selv og stå frem. Fuldt synlig som den vi er lige nu og her. Alt incl. 

Ikke som en fasttømret tilstand, men foranderlig fra tid til anden. Friheden i at kunne bevæge os uden fastsatte rammer og normer er lige nu virkelig vigtig for langt de fleste af os. 

God fornøjelse med at udforske DIN nye væren.