16. November 2021

I disse dage er der meget stille på overfladen i min klinik. De mennesker, der har modet og viljen til at arbejde med deres udfordringer i det regi, kommer ofte og er næsten skamfulde over hvor meget de synes at de er trængt op i en krog af de ydre omstændigheder. Det synes at der ikke er nogen vej ud af det.

Når vi ikke prøver at ændre på det ydre, men kigger på hvordan vi skaber fred på de indre planer, så ændrer tingene sig til en næsten magisk fred på indersiden. Vi mærker at universets kærlighed er for os alle. Uanset udfordringerne vi har med os. Ud fra denne tilstand kan vi meget bedre forholde os til det tilsyneladende kaos, der omgiver os. 

Vi bliver virkelig spurgt om vi vil bidrage til kamp, kaos og ufred, eller om vi vil med ind i orkanens øje, hvor vi kan stå i fred og ro imens verden snurrer rundt om os. 

Jeg glæder mig umådelig meget over mine grupper og kurser, der kører uanset. Her kan vi arbejde indad og støtte hinanden i processerne. 

Endnu en gang må jeg sande at verden er som vi vælger at se den. Vi kan lægge vægten på kaos eller på de steder der skaber fred indeni os. Jeg mener ikke at vi skal fornægte virkeligheden, men at det gavner mere at sende lys og fred fra mit hjerte, end at surfe på de voldsomme emotioner.